Kære Venner,

Så er vi godt i gang med efterårsmånederne, og vejret opfører sig derefter – regn, rusk og spredt solskin.
Bornholms Middelaldercenter har haft sin sidste åbningsdag i sæsonen, og nu mangler kun dette års efterårsferie og julemarked i programmet.
Men Vennekredsen har stadig aktiviteter – også udenfor sæsonen. Så kom glad, til vores næste medlemslørdag.

Medlemslørdage:
Vi har tre medlemslørdage tilbage i Vennekredsen, i år.

  1. oktober. Vi er desværre blevet nødt til, at flytte runedagen med Martin, til medlemslørdagen i november. Men i stedet har vi hele to andre tilbud på programmet. Ske-snitterdag II med Lars eller nålebinding med Heidi. Blev du ikke færdig med din ske på vores første ske-dag, har du nu chancen for at komme videre, og blive færdig. Du er også velkommen til at komme og snitte, selvom du ikke var med første gang.

Hvis du ikke er til det med knive og blod på fingrene, kan du lære eller genopfriske nålebinding sammen med Heidi. Er du nybegynder, forsætter eller garvet, så kom og vær med. Heidi har et bredt udvalg af forskellige nålebindingsteknikker og vil helt sikkert kunne lære noget nyt. Man kan selvfølgelig også – som altid, sidde med sine egne ting. Ingen tilmelding – du kommer bare og det er gratis at deltage. Vi starter kl. 9.30 med kaffe og brød.

  1. november. Runedag med Martin Holm. Martin kommer og fortæller om runernes historie fra år 200 til år 1400. Martin tager også stenhuggerværktøjet med, så hvis du gerne vil i gang med at hugge din egen runesten, kan du gøre det efter foredraget. Martin vil senere følge runeforedraget op med en ekskursion til nogle af de runesten vi har på Bornholm. Der er ingen tilmelding. Vi starter kl. 9.30 med kaffe og brød og runeforedrag starter kl. 10.30.
  1. december. Pakkespil og julehygge. Vi mødes kl. 9.30 til en kop kaffe og morgenmad, og så tager vi en omgang pakkespil, så alle bedes medbringe til pakke, til max. 20 kr. Bagefter går vi en lille rundtur oppe på pladsen, og så spiser vi noget julemad sammen ca. kl. 13.00.

Efterårsferie:

Middelaldercentret har åbent i efterårsferien fra mandag til lørdag, kl. 11-16, og vi har fået en vagtplan fra Jane, med de poster hvor centret meget gerne vil have hjælp fra Vennekredsen. Så kontakt gerne Jane, hvis du har mulighed for, at give en hånd med til en aktivitet, en eller flere af dagene. Jane kan kontaktes på jane@bornholmsmiddelaldercenter.dk eller 5649 8319.
Har du en anden aktivitet end der står på listen, er du helt sikkert velkommen alligevel. Men kontakt gerne Jane, og lav en aftale, så alle ved hvad der skal foregå.

 

Vennekredsen har aktiviteter på BMC i uge 42, torsdag-fredag-lørdag.
Vi holder til i Stegers og Folkestue hvor vi har forskellige aktiviteter, alt efter hvem der tilmelder sig. Vi har lavet en aftale med Åsa om at hun kommer og holder både kursus og foredrag. Kurset fredag og lørdag slutter kl. 13.00, men man er naturligvis velkommen til at fortsætte sit arbejde. Åsa vil være til stede, men det egentlige kursus er slut. Åsa vil have båndvæve med som man kan låne, og hun har garn med som man kan købe, til en meget rimelig pris (ca. 30 kr.). Man kan også medbringe sit eget udstyr. Desværre må vi undvære Martins oplæg om kirken i middelalderen i denne omgang.

Programmet for torsdag-fredag-lørdag ser således ud:
Torsdag kl. 11-15 Vennekredsen har aktiviteter i Stegers og Folkestue.

Torsdag kl. 15.30 Tygkunskap för noviser (stofkundskab for begyndere), med Åsa i biografen.
Fredag kl. 11-13 Väv smala band och snoddar med bandgrind (væv smalle bånd og snore med båndvæv), især for begyndere. I dragt på pladsen.
Lørdag kl. 11-13 Väv smala band och snoddar med bandgrind, for begyndere og øvede. I dragt på pladsen.

Tilmelding til Åsas kursus er senest torsdag den 10/10 til mig eller Åsa på aa.martinsson@m-e.se.
Har du nogle spørgsmål til kurset, er du også velkommen til at skrive til Åsa.

Tilmelding til torsdag-fredag-lørdag med andre aktiviteter eller bare fremmøde i dragt, er senest torsdag den 10/10 til mig. Vi ser om vi kan arrangere noget fællesspisning de tre dage ca. kl. 13.00, derfor vil vi gerne have en tilmelding, hvis du vil spise med.

Julemarked:

Nu synes jeg godt, at vi så småt kan begynde at snakke om vores julemarked. Lørdag den 14/12, kl. 10-15 har vi øens hyggeligste julemarked for hele familien. Alle medlemmer af Vennekredsen kan gratis få en bod, hvor man kan sælge hjemmegjort håndværk. Vi vil også gerne have aktiviteter, formidling, smagsprøver og alt muligt andet til vores julemarked, så kontakt mig eller Jane hvis du vil tilmelde dig med en bod, eller har en eller anden frisk idé.

Tilmeldingerne er allerede begyndt at rulle ind, så tøv ikke med at give lyd. Da vi håber på rigtig mange boder og andet, som alle skal have den bedst mulige placering, er sidste frist for tilmelding, mandag den 25/11, så vi har lidt tid til at sætte op og gøre klar til det hele.

 

På gensyn den 5/10!

Med venlig hilsen

Lone Schræddergaard Hansen
Formand for Støtteforeningen Bornholms Middelaldercenters Vennekreds

Share: