Kære Venner, Uha-uha som tiden dog flyver afsted, vi er allerede nået til årets (måske) sidste nyhedsbrev.
Aktiviteter i November:
Lørdag den 2/11, kl. 9:30 – 15:00 – Medlemslørdag med temaet strømper, hvor vi sammen tager mål til, og syer kvindestrømper i uld- eller hørstof. Du skal bruge ca. 1 m stof (strømperne lægges diagonalt på stoffet), og hvis du vil lave en model først, er det en god idé at tage et gammelt dynebetræk eller lign. med. Vi har lidt stof på centret du man kan købe, hvis du ikke har selv.
Vi mødes som altid til kaffe og brød kl. 9:30 og kl. 10:30 kommer Lena og fortæller lidt om strømper i middelalderen. Derefter går vi i gang med vores egne strømper.
09:30 – Kaffe og brød
10:30 – Lena fortæller lidt om strømper i middelalderen.
11:00 – Vi syer strømper efter mål på egen fod/ben
12:30 – Frokost
13:00 – Vi syer strømper efter mål på egen fod/ben
15:00 – Tak for i dag
Onsdag den 14/11, kl. 17:00-21:00 Nørkleaften med hygge og håndarbejde. Husk madpakke. Alle medlemmer – nye som gamle, er velkomne til at komme forbi med deres projekter, eller bare for at sige hej og få en snak. Der er også tit kage involveret… 😊
Søndag den 17/11 kl. 10:00-15:00 – Sy- og læderkursus. Kurset hvor man kan få hjælp af Helle, til at sy dragt, sko og/eller andet tilbehør. Vi har en del mønstre på centret til både dragter, sko, tasker og andet. Der er noget læder, og en smule stof man kan købe. Hvis du vil have hjælp og inspiration til at vælge stof og mønstre, er du velkommen til at kikke ind til vores nørkleaften. Hvis du er i tvivl om noget, kan du kontakte Helle Pfeiffer på 5154 1507. Tilmelding til Helle senest den 10/11.
Lørdag den 7/12 kl. 10:00 Medlemslørdag med julehygge. Vi har julehyggefrokost på Stormandsgården – gerne i dragt, men det er frivilligt. Vi starter med noget underholdning – hvad det bliver er stadig en overraskelse, efter det skal vi have pakkespil (1 pakke pr. næse, gerne hjemmelavet eller til max. 20 kr.) og så slutter vi af med sammenskuds-fællesspisning, hvor alle medbringer en ret til buffeten. Det kan være alt fra hjemmelavet tørfisk til klejner, ostepølse, risalamande eller noget helt andet. Det plejer at være en lækker og godt blandet buffet vi har. Vennekredsen sørger for brød, smør samt én genstand (øl eller vand) til maden, så ønsker man mere/andet at drikke skal det selv medbringes. Tilmeldingsfristen er lørdag den 1/12 til Lone på mail lone@voresfamilie.dk eller sms 60183641. Skynd dig at melde dig til, det bliver vildt hyggeligt 😃
Det hele vil foregå oppe på Stormandsgården, og vi skal nok fyre op i pejsen, så der er lidt lunt. Men tag alligevel gerne de uldne underdrenge og sokker på, for der kan godt være lidt råkoldt. Som altid hjælpes vi ad med det hele – inkl. borddækning og oprydning, så vi alle kan få en hyggelig dag. Man skal medbringe sit eget service – tallerken, kniv og gaffel, glas og kaffekop. Husk også tag-tøj, til den ret du selv medbringer. Man kan godt køre op til Stormandsgården, men hold jer fra alt grønt underlag – man sidder bare fast eller laver grimme hjulspor!
10:00 – Underholdning/info
11:00 – Bevægelse
12:00 – Pakkeleg
13:00 – Julefrokost
15:00 – Tak for i dag
Lørdag den 14/12, kl. 10:00-15:00. Julemarked på Bornholms Middelaldercenter hvor hele middelaldercentret vil være fyldt med masser af lækkert håndværk, hyggelige børneaktiviteter og særlige smagsprøver. Der vil være boder i husene på Stormandsbebyggelsen og i sørøver-udstillingen, desuden er der børneaktiviteter i bl.a. Gildehuset. Vi har allerede fået en del tilmeldinger, så hvis vil du gerne have en bod, så skynd dig at kontakte Jane jane@bornholmsmiddelaldercenter.dk eller mig hurtigst muligt og senest den 1. december. Det kunne også være rigtig godt, hvis der var endnu flere børne-aktiviteter, så hvis du har en idé til noget du gerne vil deltage med, er du meget velkommen til at kontakte os. Pt. er Nissebo og stalden ledige til aktiviteter, så hvis du har et forslag til en aktivitet her, vil det være skønt. Da centret har en del udgifter til annoncering, strøm og hestevogn mm. i forbindelse med julemarkedet, er der i år indført en lille betaling for boderne, så medlemmer af Vennekredsen betaler 150 kr. pr. bord og alle andre betaler 300 kr. pr. bord. Madboder mm. skal altid have en særskilt aftale med centret.
Januar – kort fortalt:
4/1 Medlemslørdag. Hygge og eget arbejde.
14/1 Nørkleaften.
Med venlig hilsen
Pbv. Lone Schræddergaard Hansen
Formand for Støtteforeningen Bornholms Middelaldercenters Vennekreds
Tlf. 6018 3641
Mail lone@voresfamilie.dk
Vennekredsens hjemmeside www.bmc-vennekreds.dk
Facebook for alle https://www.facebook.com/groups/bmcvennekreds
Facebook kun for medlemmer https://www.facebook.com/groups/860996954702007