Kære Venner 🌿
Så er det blevet tid til info om vores næste aktiviteter – ja faktisk for resten af året, da der er nogle deadlines vi lige skal have med. Men bare rolig – jeg skal nok skrive til jer igen om en måneds tid 😉
🪔 Lørdag d. 4. oktober kl. 9:30–15:00 – Medlemsdag med keramik i middelalderen
Vi mødes til kaffe og brød, og herefter skal vi høre om, og prøve at lave vores eget middelalderkeramik. Dutten og Jytte vil fortælle og guide jer igennem at få lavet en lille olielampe, som vi pølser op. Der er enkelte pladser tilbage på holdet, så har du lyst til at være med, så giv mig besked på 6018 3641. Skal du ikke lave keramik, er du selvfølgelig også velkommen, med dine egne ting. Kurset og lamper er gratis for medlemmer. Vi har alle materialer og værktøj der skal bruges.
🧵 Torsdag d. 9. oktober kl. 17–21 – Nørkleaften
En aften med hygge og håndarbejde og kaffe på kanden. Alle medlemmer – nye som gamle, er velkomne til at komme forbi med deres projekter, eller bare for at sige hej og få en snak. Vi hjælper hinanden så godt vi kan. Husk madpakke.
🧶 Torsdag-fredag-lørdag d. 16-17-18. oktober kl. 11:00–16:00 – Efterårsferie på middelaldercentret
Skolerne har efterårsferie og centret har åbent. Vennekredsen er på pladsen, hvor temaet er alt-i-uld. Så har du lyst til at komme og væve, brikvæve, nålebinde, brodere eller andet, så kom glad 😊 Andre aktiviteter og håndværk er selvfølgelig også velkomne. Vi holder til i Folkestuen, men man kan egentlig være hvor man vil. Vi starter sent, så vi spiser lidt sen frokost/eftermiddagsmad ved 3-tiden – og det bliver selvfølgelig noget med lam. Men vi har kaffe på kanden og småkager i skjul, hele dagen. 📝 Tilmelding til mad senest d. 8/10 til Lone på 📧 lone@voresfamilie.dk eller 📞 6018 3641.
🫖 Lørdag d. 1. november kl. 9:30–15:00 – Medlemsdag med lampeworkshop
Vi mødes til kaffe og brød, og herefter skal vi bygge vores egen skindlampe. Lars er byggevejleder og har klargjort nogle byggematerialer, så alle få burde få en færdig lampe med hjem. Der er max. plads til 6 lampebyggere, så skynd til at tilmelde dig til Lars Hansen på tlf. 2812 6261 eller lars@voresfamilie.dk eller send en PB på Facebook. Kurset og lamper er gratis for medlemmer. Vi har alle materialer og værktøj der skal bruges.
🧵 Tirsdag d. 18. november kl. 17–21 – Nørkleaften
Årets sidste aften med hygge og håndarbejde og kaffe på kanden. Alle medlemmer – nye som gamle, er velkomne til at komme forbi med deres projekter, eller bare for at sige hej og få en snak. Vi hjælper hinanden så godt vi kan. Husk madpakke.
🪡👞 Søndag d. 23. november kl. 10–15 – Sy- og læderkursus
Drømmer du om ny dragt, sko eller måske en taske? Så kom og få hjælp af Helle, der står klar med mønstre, tips og vejledning. Vi har lidt stof og læder til salg, og du kan også få gode råd til selv at finde materialer. Og du er altid velkommen til at kigge forbi til en nørkleaften først, hvis du har spørgsmål inden kurset. 📝 Tilmelding til Helle på sms senest d. 16/11 📞 5154 1507
🎄 Lørdag d. 6. december kl. 10–15 JULEMARKED på Bornholms Middelaldercenter
Hele middelaldercentret bliver fyldt med masser af lækkert håndværk, hyggelige børneaktiviteter og anderledes smagsprøver. Der vil være boder i husene i Stormandsbebyggelsen og måske i sørøver-udstillingen, hvis der bliver fyldt op på Stormandsgården. Man kan ønske hvor man gerne vil stå, men BMV og BMC forbeholder sig retten til at placere boderne.
Vi begynder allerede at få tilmeldinger, så hvis vil du gerne have en bod, så skynd dig at kontakte Jane jane@bornholmsmiddelaldercenter.dk eller mig, hurtigst muligt og senest den 1. november. Send os gerne nogle billeder af din bod eller dine varer, så vi kan lave lidt PR det i ugen op til markedet.
Mona er tovholder på nogle sjove jule-børneaktiviteter i Nissebo, og hun vil helt sikkert gerne have en hjælper eller to, til at klippe-klistre. Kontakt Mona for mere info på 6137 5882.
Da centret har en del udgifter til annoncering, strøm og hestevogn mm. i forbindelse med julemarkedet, er der en lille betaling for boderne, så medlemmer af Vennekredsen betaler 150 kr. pr. bord og alle andre betaler 300 kr. pr. bord. Mad- og drikkeboder mm. skal altid have en særskilt aftale med centret.
🍗 Lørdag den 13/12 kl. 10:00 til 15:00 Medlemslørdag med julehygge
Vi har julehyggefrokost på Stormandsgården – gerne i dragt, men det er frivilligt. Vi starter med noget underholdning – hvad det bliver er stadig en overraskelse, efter det skal vi have pakkespil (1 pakke pr. næse, gerne hjemmelavet) og så slutter vi af med sammenskuds-fællesspisning, hvor alle medbringer en ret til buffeten. Det kan være alt fra hjemmelavet juleskinke til kiksekage, blodpølse, risalamande eller noget helt andet. Det plejer at være en lækker og godt blandet buffet vi har. Vennekredsen sørger for brød, smør samt én genstand (øl eller vand) til maden, så ønsker man mere/andet at drikke skal det selv medbringes. Det hele vil foregå oppe på Stormandsgården, da det bare er det hyggeligste, og vi skal nok fyre godt op i pejsen, så der er lidt lunt. Men tag alligevel gerne de uldne underdrenge og sokker på, for der kan altså godt være lidt råkoldt. Som altid hjælpes vi ad med det hele – inkl. borddækning og oprydning, så vi alle kan få en hyggelig dag. Man skal medbringe sit eget service – tallerken, kniv og gaffel, glas og kaffekop. Husk også tag-tøj, til den ret du selv medbringer. Man kan godt køre op til Stormandsgården, men hold jer fra alt grønt underlag (græs) – man sidder bare fast eller laver grimme hjulspor! Tilmeldingsfristen er lørdag den 1/12 til Lone på mail lone@voresfamilie.dk eller sms 60183641.
Er du i tvivl om noget som helst, er du altid velkommen til at kontakte mig.
Med venlig hilsen
Pbv. Lone Schræddergaard Hansen
Formand for Støtteforeningen Bornholms Middelaldercenters Vennekreds
Tlf. 6018 3641
Mail lone@voresfamilie.dk










