Kære Alle, Py-ha, sikke en sommer!
Og sikke et fantastisk træf vi har haft! Med deltagerrekord, besøgsrekord og rekord for hygge og god karma. Så bliver det altså ikke meget bedre. Tak til alle jer, der var med til at gøre sommerens middelaldertræf til en kæmpe stor succes på alle måder ❤
Men sommeren går på hæld, og vi skal videre i vores aktivitetsprogram for Vennekredsen. Efterårets program er vedhæftet, og du kan læse om de første par måneders arrangementer herunder, og skynd dig at sætte kryds i kalenderen, så du kan være med til det hele 😉
August:
Lørdag den 5/8, kl. 9:30 har vi medlemsdag. Vi har ikke noget særligt på programmet, men vi mødes som altid til en kop kaffe og lidt brød og så er der ellers fri leg, måske krydret med lidt snak og gode minder fra træffet.
UDSAT Onsdag den 23/8, kl. 17:30-18:30 har vi et lille ekstraarrangement hvor Klaus Thorsen kommer og fortæller om sine fund og oplevelser fra Uppåkra. En lille gruppe i vennekredsen har arrangeret en tur til Lund den 26/8, hvor de bl.a. skal besøge Uppåkra, der er et rigt udgravningsområde lidt udenfor Lund. Det er ikke en tur foreningen arrangerer, men den er åben for alle og der er egenbetaling. Hvis du vil vide mere, kan du kontakte Dutten på dutten.mtx@gmail.com eller telefon 5250 5330.
Klaus har gået med sin metaldetektor på Uppårka i flere år, og han vil fortælle om nogle af alle de spændende og talrige fund der er gjort på området. Så uanset om du skal med på turen eller ej, vil det være et interessant foredrag for alle.
Du kan læse mere om Uppåkra her:
https://www.uppakra.se/
https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/uppaakra-ca-100-fvt-til-ca-1000-evt
Torsdag den 24/8, kl. 17:00-21:00.
Nørkleaften med eget arbejde. Husk madpakke.
September:
Lørdag den 2/9, kl. 9:30 har vi medlemsdag med temaet mad over bål. Vi mødes som altid først til en kop kaffe og brød, og herefter går dem der vil lave mad, op til farverhytten, hvor vi sammen laver mad over bål, imens vi udveksler idéer og erfaringer. Af hensyn til madindkøb er der tilmelding til tovholder Lone på lone@voresfamilie.dk eller telefon 6018 3641, senest den 18/4. Da centret har åbent, er vi selvfølgelig i dragt. Dem der vil blive på gården og arbejde med deres egne ting er velkomne til det.
UDSAT TIL 2024
Lørdag den 16/9 tager vi på tur til middelaldercentret i Nykøbing. Vi er i gang med, at arrangere en guidet rundvisning, men ellers bliver dagen brugt på at gå rundt og få inspiration og lidt nye input. Der vil være egenbetaling til mad og billetter, og så betaler foreningen entré og rundvisning. Tilmelding senest den 2/9 til Lone på lone@voresfamilie.dk eller telefon 6018 3641. Detaljeret program følger snart.
Tirsdag den 19/9, kl. 17:00-21:00. Nørkleaften med hygge og håndarbejde. Husk madpakke.
Lørdag den 30/9, kl. 10:00-15:00. Sy- og læderkursus med Helle Pfeiffer, hvor man kan sy dragt og/eller tilbehør. Tilmelding (senest den 17/9) og spørgsmål til Helle Pfeiffer på 51541507. Næste (og årets sidste) sykursus bliver den 25/11.
Oktober – kort fortalt:
7/10 Medlemslørdag. På tur med Martin Holm, om de bornholmske hulveje.
19-20-21/10 Efterårsferie på BMC. Vi er på pladsen med vores aktiviteter. Kursus med Åsa om spjældvævning.
25/10 Nørkleaften.
Med venlig hilsen
Pbv. Lone Schræddergaard Hansen
Formand for Støtteforeningen Bornholms Middelaldercenters Vennekreds