Kære Vennekreds-Venner,
Så er vores årlige generalforsamling vel overstået, og jeg iler med at sende årets aktivitetskalender ud, så du kan få sat en masse krydser i din kalender.
Som jeg nævnte på generalforsamlingen, er aktivitetskalenderen et levende dokument, hvor der løbende kommer ændringer, tilføjelser og aflysninger, og der er allerede er opdateringer i forhold til den udgave der blev uddelt på generalforsamlingen, men du kan altid se hvornår kalenderen sidst er opdateret, i det nederste venstre hjørne.
Og når jeg nu alligevel skriver til jer, får I lige en opdatering på de næste par gange vi skal mødes.
AFLYST PÅ GRUND AF SNEDRIVER – Lørdag d. 14/2, kl. 9:30-15:00 Medlemslørdag med nålebinding eller eget arbejde.
Vi mødes til kaffe og brød, og herefter vil Lone og Dutten fortælle lidt om nålebinding, og vise hvordan den gamle teknik fungerer. Du har mulighed for at lære Oslo (begynder), York (begynder) eller Mammen (øvet) stinget, der er tre meget forskellige og anvendelige sting, som Dutten og jeg vil gøre vores bedste for at hjælpe dig i gang med. Vi har nåle og garn til at øve sig med, men du må meget gerne have din egen nål og noget uldgarn med, hvis du skal i gang med et større projekt. Som altid, er du velkommen med dit eget håndarbejde. Ingen tilmelding. PS! Hold lige øje med Facebook eller din mail, vi sender lige en opdatering, hvis vejret spænder ben for at vi kan mødes.
Lørdag d. 21/2 kl. 10-15. Sy- og læderkursus hvor man kan få hjælp af Helle, til at klippe/sy dragt, sko og/eller andet tilbehør. Vi har en del mønstre på centret til både dragter, sko, tasker og andet. Der er noget læder, og lidt stof man kan købe. Hvis du ikke bliver færdig med din dragt, er du velkommen til at kikke ind til vores nørkleaftner, det er præcis det de er beregnet til. Hvis du er i tvivl om noget, kan du kontakte Helle Pfeiffer på 5154 1507. Tilmelding til Helle på sms, senest den 14/2.
Onsdag d. 25/2, kl. 17:00 Nørkleaften med hygge, håndarbejde og kaffe på kanden. Alle medlemmer – nye som gamle, er velkomne til at komme forbi med deres projekter, eller bare for at sige hej og få en snak. Vi hjælper hinanden så godt vi kan. Husk madpakke.
Lørdag d. 7/3, kl. 9:30-15:00 Medlemslørdag med oplæg og øvelser om formidling af oplevelser.
Vi starter med kaffe og brød, og når vi har tygget af munden, vil jeg fortælle lidt om det at formidle oplevelser. Hvordan kan vi styrke vores formidling, så den ikke blot formidler viden, men også skaber engagerende og mindeværdige oplevelser for vores gæster? Vi dykker ned i hvordan oplevelser kan designes og styrke vores daglige formidling. Vi ser på hvordan stemning, deltagelse, fortælling og gæstemødet tilsammen skaber den samlede oplevelse. Oplægget er praksisnært, fyldt med konkrete eksempler fra hverdagen og indeholder små øvelser, hvor vi sammen omsætter viden til levende formidling. Man er velkommen til at tage sit håndarbejde med. Oplægget varer ca. fra kl. 10:00-11:30, derefter fortsætter vi med eget arbejde. Ingen tilmelding.
Torsdag d. 12/3 Vinternetværk BMC. Tove fortæller om plantefarvning.
Medlemmerne i Vennekredsen er inviteret til dette vinternetværks-arrangement.
”Efter mange år som farverkone på Bornholms Middelaldercenter er Tove nu på vej på pension. Men inden da vil hun øse ud af sin viden og sin erfaring. Det bliver en eftermiddag med en masse spændende viden om farvning i middelalderen – og i praksis på middelaldercentret, som vil være gavnligt for alle, som formidler om farverhuset og middelalderens dragter, enten på rundvisninger eller som fast formidler på pladsen.
Tilmelding til Lena på lena@bornholmsmiddelaldercenter.dk inden 7/3 2026.”
Lørdag d. 14/3 Filtekursus.
De dygtige filtere Susanne og Ulla holder filtekurser for begyndere og let øvede. Uld er et levende materiale, der indbyder til kreativ leg, det vil Susanne og Ulla hjælpe os i gang med på dette kursus, hvor vi arbejder mest med vådfiltning, men du vil også blive introduceret til nålefiltning. Tilmelding til Lone senest d. 1/3.
Lørdag d. 21/3 Arbejdsdag på BMC med klargøring af middelalderhusene.
Medlemslørdag og forårsrengøring af husene på centret. Vi mødes på BMC kl. 9:30 til en kop kaffe, bagefter skal vi gøre husene på middelalderpladsen rene og fine til påsken. Vi skal feje, støve af, fjerne spindelvæv, vaske ned og gøre pænt. Alle redskaber og materialer er på centret, men tag alligevel gerne din egen klud, kost og spand med, så vi ikke kommer til at mangle. Hvis vi ikke bliver færdige om lørdagen, fortsætter vi om søndagen. Kan du kun komme en af dagene eller bare et par timer, er det også fint. Al hjælp kan bruges og det plejer faktisk at være en super hyggelig dag. Da vi serverer lidt frokost, skal du huske at tilmelde dig senest onsdag den 18/3 til mig.
Onsdag d. 25/3, kl. 17:00 Nørkleaften med hygge, håndarbejde og kaffe på kanden. Alle medlemmer – nye som gamle, er velkomne til at komme forbi med deres projekter, eller bare for at sige hej og få en snak. Vi hjælper hinanden så godt vi kan. Husk madpakke.
Kontingent 2026.
Og så er det jo også blevet tid til at betale kontingent for 2026. Iflg. vores vedtægter skal der betales som flg. ”Medlemskontingentet dækker ét år, fra den 1. januar til den 31. december, og forfalder til betaling straks efter indmeldelse for nye medlemmer og senest den 31. januar for medlemmer der har været medlem året før.”
Prisen er uændret fra sidste år:
Personligt medlem 200 kr.
Familie medlem 400 kr.
Gruppemedlem 600 kr.
Indbetaling til Sydbank konto 6060 – 000 5843006 eller MobilePay 71397 – husk at skrive dit navn på din betaling, uanset hvordan du betaler, så vi kan se hvem betalingen kommer fra.
Medlemskort: Det blev forrige år besluttet på generalforsamlingen, at vi ikke udsender medlemskort med post, vi kører dog rundt og afleverer så mange vi kan, når vi er i nabolaget. Dem vi ikke får afleveret, kan afhentes på middelaldercentret. Men du kan altid komme ind på centret, da der ligger en medlemsliste i indgangen. Vil du gerne have dit medlemskort, er du altid velkommen til at kontakte mig. Medlemskort vil desuden blive uddelt på generalforsamlingen.
NB! Har du endnu ikke betalt kontingent, vil vi være glade for, at du gør det inden du deltager i vores fælles foreningsaktiviteter.
Med venlig hilsen
Pbv. Lone Schræddergaard Hansen
Formand for Støtteforeningen Bornholms Middelaldercenters Vennekreds
Tlf. 6018 3641
Mail lone@voresfamilie.dk










