Kære Venner.
Så skal jeg da lige love for, at efteråret for alvor satte ind, her på Bornholm har vi i alt fald haft regn og rusk hele dagen. Py-ha, jeg er nu alligevel glad for, at vi kan søge ind i vores vindtætte og dejlig varme huse og hygge os med et lunt tæppe og en kop varm kaffe eller te. Det var ikke alle der havde den mulighed i middelalderen, hvor husene ikke nødvendigvis var tætte, og slet ikke opvarmede. Det har været en kølig affære dengang, men til gengæld havde de fleste mennesker nok arbejdsvarmen på en anden måde, end vi har det i dag.
Lørdag den 5. oktober, kl. 9:30 har vi medlemsdag med temaet bueskydning. Vi mødes som altid først til en kop kaffe og brød nede på gården, og herefter (ca. kl. 10:30) går vi op på buebanen, hvor Martin Birk vil starte med at komme med en fortælling om buens historie og anvendelse i middelalderen. Bag efter vil der være intro til bueskydning, hvor du kan lære eller øve dig i, at skyde med bue og pil. Vi tager madpakken med op på buebanen, og spiser ude eller inde i Stormandsgården, alt efter vejret. Vi slutter dagen af med en lille bueskydningskonkurrence for deltagerne – ca. kl. 13:00, hvor vinderen får en uvurderlig og enestående præmie… Er man ikke til det med bueskydning eller har man en kjoler der skal syes færdig, er man selvfølgelig velkommen til at blive nede på gården, med sit eget håndværk.
Nørkleaften med hygge og håndarbejde. Husk madpakke. Alle medlemmer – nye som gamle, er velkomne til at komme forbi til en snak.HUSK VORES NØRKLEDAG
17-18-19/10 Efterårsferie på BMC, hvor Vennekredsen har fællesdage, hvor vi er i dragt på pladsen, torsdag-fredag-lørdag.
I år kører vi med åbne aktiviteter/workshops alle tre dage.
Indtil videre har vi flg. aktiviteter:
- Madlavning i Stegerset. Jeg laver middelaldermad i Stegerset efter de gamle opskrifter og vi kan sagtens være flere om opgaven. Vi laver fællesmad til de frivillige og vi spiser ca. kl. 14:00 alle dage. Tilmelding til mad, til mig, senest den 11/10.
- Brikvævning med Lars. Ung som gammel – begynder som garvet, kom og prøv brikvævning eller lær lidt mere end det du allerede kan. Mere info hos Lars på tlf. 2812 6261 eller lars@voresfamilie.dk
- Middelaldersange og kædedans. Du kender måske Aino fra pladsen på centret. Hun kommer i efterårsferien og danser og synger med os og gæsterne, alle dage ca. kl. 13:15 og kl. 15:00 ved Gildehuset. Aino leder sangen og dansen, så alle kan være med. Kl. 15-16 er det især for os, at Aino er der, så kom glad og let på tå. Lørdag kan vi forsætte så længe vi vil, og evt. slutte dagen af med lidt fælles bålhygge.
- Plantefarvning. Jytte (torsdag og lørdag) og Tove (fredag) plantefarver ved Farverhuset. Hvis du vil være med, og høre lidt om processen, kan du hoppe på hos dem og få en spændende dag med masser af flotte farver. Det er som udgangspunkt ikke muligt at farve noget selv, denne gang.
- Buebanen. Skulle der være nogen, der har mod på at holde buebanen åben for gæster, mangler der lidt aktivitet derude sidst på dagen. Kontakt Jane på jane@bornholmsmiddelaldercenter.dk hvis du vil give en hånd.
Som du kan se, mangler vi lidt på håndværkersiden. Så hvis du har lyst til at komme og vise og fortælle om dit håndværk, meld meget gerne tilbage til mig. Så bliver du straks skrevet på listen, og andre vil helt sikkert gerne holde dig med selskab.
Skal du låne dragt i efterårsferien, så kontakt mig gerne senest d. 7/10, så vi kan nå at finde noget frem til dig/jer 😊
Søndag den 27/10 kl. 10:00-15:00. Sy- og læderkursus. NB! Ny dato! Kurset hvor man kan få hjælp af Helle, til at sy dragt, sko og/eller andet tilbehør. Vi har en del mønstre på centret til både dragter, sko, tasker og andet. Der er noget læder, og en smule stof man kan købe. Hvis du er i tvivl om noget, kan du kontakte Helle Pfeiffer på 5154 1507. Tilmelding til Helle senest den 20/10.
November og december – kort fortalt:
- 2/11 Medlemslørdag. Strømpedag – vi laver middelalderstrømper i uld og hør.
- 14/11 Nørkleaften.
- 17/11 Sy- og læderkursus med Helle Pfeiffer. Tilmelding senest d. 10/11. NB! Ny dato!
- 7/12 Medlemslørdag. Julefrokost med hygge og pakkeleg
- 14/12 Julemarked på BMC.
Med venlig hilsen og på gensyn 😊
Pbv. Lone Schræddergaard Hansen
Formand for Støtteforeningen Bornholms Middelaldercenters Vennekreds
Tlf. 6018 3641
Mail lone@voresfamilie.dk